Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, første Bind (1877).djvu/147

Denne siden er ikke korrekturlest
143
GUSTAV IIIs NORSKE POLITIK.

sendte. Hensigten med dette, som aldeles ikke var stemmende med sandheden, var dels at berolige stemningen mellem soldaterne, der aldeles ikke betragtede denne krig med nogen glæde, dels at bibringe folk den tro, at nar det en gang kom til et brud, da var dette kun en fölge af den svenske konges raskhed[1]).

Således stode sagerne, da kronprinsen, der vilde ledsage det norske hjælpekorps, såfremt det kom til indrykning i Sverige, atter ankom til Kristiania 13 September, sent på aftenen, ledsaget af prins Karl, der kom for at overtage kommandoen, og af prins Frederik af Hessen, der også nu fulgte sin fader. Disses ankomst var det sikre tegn til, at fiendtlighederne snart vilde åbnes, og at de norske tropper, der vare bragte op til et antal af 12,000 mand, det samme, som var fastsat ved traktaten alf 1773, nu skulde opfylde de forpligtelser, som regeringen havde påtaget sig ved denne.

Det i den forudsatte tilfælde var indtrådt; den svenske konge havde ikke villet lytte til de forestillinger, der vare ham gjorte, og hvor meget man end i Köbenhavn havde kviet sig derved, matte hjælpen ydes. Rusland vilde have denne form af en diversion fra Norge, og intet valg var mere levnet.

Martinau forblev under alt dette uantastet i sin stilling som svensk general-konsul i Kristiania. Regeringen viste herigennem sin opfatning af stillingen, idet den tiltrods for sin bestemmelse om at yde Rusland den traktatmæssige hjælp

  1. Ugen i forvejen var der til Kristiania ankommet en stafet fra Kongsvinger med anmodning fra kommandanten, general-major Biellard, om at få en forstærkning af 1000 mand, da 1300 Svensker skulde have overskredet grænsen. Denne B. var efter Martinau un grand bavard pourtant, qui seroit mieux nommé braillard, car en tout il fait plus de bruit que de besogne. Det hele var i dette tilfælde blind allarm.