Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, første Bind (1877).djvu/150

Denne siden er ikke korrekturlest
146
YNGVAR NIELSEN.

at han var hans konges bedste ven. Da prins Karl sagde, at han ikke kendte noget til de to breve fra kongen af Sverige, som efter sigende kejserinden af Rusland havde sendt til Köbenhavn, og at alt, hvad der var fortalt om kronprinsens fiendtlige sindelag mod Sverige, var en ligefrem opdigtelse, troede Martinau dette öjeblikkelig. Han anså det for sin pligt at göre Gustav III udtrykkelig opmærksom på, at når han havde beskyldt prinsen af Hessen for at være den, der fornemlig havde arbejdet for krigen, da var dette en fuldstændig misforståelse. Ja, han gik endnu videre og fortalte selv til prinsen, at han havde omtalt ham på en sådan måde i sine rapporter. Hvis det er sandhed, hvad Martinau fortæller i sit brev til kongen af 17 September 1788, må prinsen af Hessen endnu da have stået i den tro, at alt fremdeles kunde blive godt, idet han endog erklærede sig villig til gennem Martinau at indlede nye underhandlinger med Gustav III. Martinau var da bestemt på at forlade Kristiania for at rejse til Frederikshald, hvor han kunde være nærmere skuepladsen for de nu forestående begivenheder, og hvor han tillige kunde have anledning til at göre et besög i Strömstad, hvis Gustav III indfandt sig i denne by. Hvis det skulde komme til fiendtligheder, udbad han sig også nærmere forholdsregler, hvorvidt han skulde rejse med det samme, når han blev opfordret dertil, eller om han skulde selv i dette tilfælde erklære, at han först vilde oppebie nærmere forholdsordre fra sin konge. Han selv vilde foretrække det sidste og ikke rejse, uden man brugte magt. Dette ventede han dog ikke, på grund af sit forhold til prins Karl, der også gav ham tilladelse til at fremstille sig for ham i Frederikstad.

Af en af disse samtaler med prins Karl, som han havde 14 September, altså allerede dagen efter prinsens ankomst