General-konsulen: Det skal jeg göre med störste
fornöjelse, og jeg önsker, at „l’importance de sa signification
se réalise“ . Imidlertid må De, min prins, berolige os med
hensyn til vor frygt for et indfald af danske tropper.
Prinsen: Det står ikke i min magt. Vi have vundet tid – det er öjensynligt –, og kun altfor meget i kejserindens öjne, som beklager sig derover.
General-konsulen: Har denne udsættelse sin grund i en venskabelig stemning hos kongen af Danmark eller deri, at man tidligere ikke har kunnet eller vovet.
Prinsen: Tiden vil vise, hvor gode vore hensigter have været. Vi ville betale alt med rede penge og ikke optræde som fiender.
General-konsulen: Dette er ædelt, ligesom kronprinsens velgerninger mod de fattige brandlidte i Rå[1]. Jeg betragter disse som aldeles stemmende med hans kongelige höjheds gode hjærte; men det er også ofte som en slags politisk valmue, for bedre at kunne dysse de lettroende i sövn. Jeg håber, at den årstid, som nu er i anmarsch, vil sætte os i sikkerhed for dette år.
Prinsen: Ingenlunde. Vi vente inden ti–tolv dage en kurer fra Petersburg, der skal bringe bestemmelser om
- ↑ Smlgn. E. Holm, anf. st. 66 (34) og Norsk intelligens-sedler for 17 September 1788 (efter Stockholm inrikestidningar for 1 Septbr. s. å ). Fiskerlejet Rå i Skåne blev natten mellem 9 og 10 August plyndret og brændt af den russiske eskadre, som da lå i sundet. Grev Schimmelmann kom selv nogle dage efter derover og uddelte 50 rdl. dansk til de ulykkelige; 20 August kom han atter tilbage og uddelte da fra kronprinsen 800 rdl. dansk til indbyggerne. Det svenske blad, hvorfra notitsen i det norske var hentet, önskede i den anledning, at kronprinsen måtte opnå Nestors alder. – Efter et sådant optrin var det ganske naturligt, at folk også flyttede bort fra Göteborgs skærgärd. P. A. Granberg, Göteborgs historia och beskrifning, I, 67.
