Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, første Bind (1877).djvu/156

Denne siden er ikke korrekturlest
152
YNGVAR NIELSEN.

han fremstillede .sig som den, der vilde værge landet mod den indtrængende fiende. Derfor kande det være nokså behændigt fra Martinaus side, at han meddelte kongen alle træk, der lode sig udnytte til et sådant mål; men det indeholder intet bevis for, at prins Karl har omgåets med sådanne planer, der under de daværende politiske forhold desuden vilde have medfört store farer.

Den samme dag, Martinau skrev den lange rapport om sin samtale med den hessiske prins, rykkede denne i spidsen for det norske hjælpekorps ind i Båhuslen og fortsatte med en sådan hurtighed sin marsch gennem dette landskab, at hans tropper allerede 4 og 5 Oktober havde nået Göteborgs omegn. Der foreligger om dette felttog – hvis det overhovedet fortjener at kaldes med et sådant navn – en beretning, der er skreven af prinsen selv, under titelen: „Mémoires sur la campagne de 1788 en Suède“, hvori man får en udförlig fremstilling af det hele, tilligemed adskillige diplomatiske aktstykker[1]. Det er således her ikke nödvendigt at meddele andet end hovedpunkterne af de militære begivenheder, da disse i sine store træk ere vel kendte, og de fornyede detaljundersögelser, som måske kunde tiltrænges, og hvortil der bl. a. i rigsarkivet haves mange materialier, helst bör foretages af en krigshistoriker.

Felttoget var ikke rigt på mærkelige begivenheder, og kun på et eneste sted, ved Qvistrum bro, blev der af de fåtallige svenske tropper gjort et forsög på at möde magt med magt; men dette faldt uheldigt ud. Normændene optrådte

  1. Denne beretning udkom i 1789. I en rapport til Gustav III af 4 Juli 1789 omtaler M. som sikkert, at den var trykt, uagtet han ikke havde seet den. Ni dage senere havde han imidlertid fået fat på et exemplar, uagtet skriftet ikke var i boghandelen. Det var Bernt Anker, som skaffede ham dette til Gustav III.