Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, første Bind (1877).djvu/158

Denne siden er ikke korrekturlest
154
YNGVAR NIELSEN.

Han berettede således, at misfornöjelsen endog havde udbredt sig lige til officererne, måske for at tröste Gustav III ved at vise, at den norske hær i denne henseende ikke stod tilbage for den svensk-finske, hvormed han havde åbnet felttoget mod Rusland, og hvori officererne havde indtaget en alt andet end lojal holdning. Efter Martinaus påstand havde indfaldet i Sverige altid været upopulært inden den norske hær, og disse fölelser havde vokset overordentlig i styrke, efterat man var rykket ind i Sverige.

For övrigt var der ikke stort at udrette for Martinau, medens han fulgte hæren under dens fremrykning mod Göteborg, som prins Karl var meget begærlig efter at få indtaget, og som det skulde være hensigten at bombardere, hvis byen ikke gav sig ved den förste opfordring til at åbne sine porte. Prinsen af Hessen sagde selv til Martinau, at Göteborg vilde han have, men at det så heller ikke var hans hensigt at gå længere. Når Göteborg var indtaget, havde den danske regering givet kejserinden af Rusland et påtageligt bevis på, at dens hjælp havde været af betydning, og den kunde derpå anvende sin indflydelse til at arbejde for fredens genoprettelse. Martinau må i begyndelsen, når dertil fremböd sig nogen anledning, have havt meget fri adgang til prins Karl og kronprinsen, med hvem han da også frit kunde udtale sig om de politiske forhold. For at indlede nogen underhandlinger stillede der sig imidlertid dere vanskeligheder i vejen, – om de to prinser overhovedet have været synderlig tilböjelige til at benytte general-konsulen som mellemmand. Kronprinsen synes også at have ladet Martinau temmelig tydelig se, at han betragtede hans konge som listig og uærlig, således at han ikke kunde stole på hans ord. Martinau udlagde naturligvis disse prinsens fölelser som et bevis på, at han i al hemmelighed var sig bevidst, at Gustav