Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, første Bind (1877).djvu/160

Denne siden er ikke korrekturlest
156
YNGVAR NIELSEN.

menkomst sagde derimod prinsen, at han ikke kunde indlade sig derpå. Han viste sig imidlertid meget venlig mod Martinau og bad ham tilsidst om at skaffe sig et pas for en kurer, som han kunde sende til sin gemalinde for at lade hende vide, at han befandt sig vel og ikke var kommen til nogen skade i affæren ved Qvistrum. Martinau lovede at give ham et sådant og vendte derpå tilbage til sit kvarter. Men det drog efter med ham, og ved nærmere eftertanke begyndte han at frygte for, at der kunde ligge noget under det hele, så at han angrede sit förste löfte. Han skrev derfor et meget höfligt brev til prinsen, hvori han undskyldte sig med, at han ikke kunde udstede noget pas, da han var udenfor sin station, og at det ikke lod sig göre, sådan som prinsen havde foreslået, at antedatere passet fra Kristiania til 27 September, da han endnu var i denne by, idet dette vilde være et falskneri, hvorpå han ikke kunde indlade sig. Martinau må formodentlig selv have overbragt prinsen dette brev, da han ialfald fik hans svar mundtlig. Det viste sig straks, at prins Karl havde optaget hans forandrede beslutning meget unådig, idet han begyndte med at sige, at det forbausede ham at se Martinau fremdeles på dette sted, og da denne bad om at få et pas for at rejse tilbage til Kristiania, svarede prinsen med et afslag. Martinau udledede naturligvis dette deraf, at man nærede frygt for, at han med sit genie actif et observateur skulde være farlig på dette sted og kunne overskride grænserne for en konsuls pligter. Martinau oplæste atter Gustav IIIs brev, hvorpå prinsen bad ham om at komme tilbage om eftermiddagen. Den mellemtid, som derved hengik, skal bl. a. være anvendt til forhandlinger, om man skulde behandle ham som spion eller ikke.

Martinau kom tilbage til prins Karl til den tid, som denne ved hans förste besög havde fastsat, og fandt da straks,