Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, første Bind (1877).djvu/161

Denne siden er ikke korrekturlest
157
GUSTAV IIIs NORSKE POLITIK.

at den samme uvenlige tone fremdeles var tilstede. Der blev dog ikke tale om, at han var uberettiget til at vise sig i det norske hovedkvarter. Han tilböd sig at fremvise det originale brev, som han havde modtaget fra sin konge, da dette var affattet i særdeles forekommende udtryk mod såvel prins Karl som kronprinsen, dog med forbehold af at kunne udradere brevets tre sidste linjer. Hertil gav prinsen sit samtykke, da Martinau gav det den vending, at de kun handlede om ökonomiske anliggender, medens de i virkeligheden indeholdt en meddelelse om, at Dalekarlene stillede regimenter, og at bönderne dannede jægerkompagnier, hvorom prinsen formodedes at være i fuldstændig uvidenhed. Samtalen varede i mere end en hel time, da prinsen talte særdeles meget. Jo længere den varede, desto mere forekommende blev prins Karl, og da de skiltes, troede Martinau, at han ganske havde genvundet hans bevågenhed; prinsen havde endog taget det pas, som han först havde fået, tilbage og ombyttet det med et nyt, der var „plus distingué“ og forsynet med hans egenhændige underskrift. Alt dette indberettede Martinau med megen udförlighed til sin konge og sendte ham med det samme en del ströbemærkninger om misfornöjelsen inden den norske hær, om dennes störrelse, om antallet af de tropper, der virkelig kunde stilles i marken, m. m. Disse have dog ikke nogen synderlig værdi.

Medens Martinau således i sin konges ærinder opholdt sig ved det norske hovedkvarter, havde denne ilet mod Göteborg, der var det under disse forhold mest truede punkt i hans rige. Han havde samlet Dalekarlene om sig, talt fædrelandssindede, varmhjertede ord til disse, var fra dem rejst til Vermland, hvor han i Karlstad traf sammen med den engelske gesant ved hoffet i Köbenhavn, mr. Hugh Elliot, der havde forladt sin post for at opsöge den svenske konge,