som den, der var befuldmægtiget til at underhandle såvel på sin egen, som på den preussiske regerings vegne. Han erklærede, at disse ikke kunde gå ind på den opfatning, at det norske troppekorps, der var rykket ind i Sverige, kunde betragtes som russisk, og at derfor den videre fremrykning på svensk grund måtte stanses. Da han var bemyndiget af den svenske konge til at underhandle om en våbenstilstand, var han også villig til at indfinde sig hos prinsen for uopholdelig at få en sådan afsluttet; i sit sidste brev antydede han også muligheden af, at England og Preussen allerede kunde betragte krigen som udbrudt, og han lovede derfor, hvis man nu gav efter for hans forestillinger, at han öjeblikkelig skulde afsende kurerer til Berlin og London, for at stanse alle fiendtligheder
For prinsen af Hessen kom denne optræden meget ubelejlig, netop idet öjeblik, da han, som han selv sagde, brændte af begærlighed efter at före kronprinsen ind i Göteborg i spidsen for sine tropper. At opgive endog forsöget på at tage denne by, hvis erobring egentlig först vilde give den af ham ledede expedition dens fulde betydning, var for ham kun en lidet tiltrækkende udsigt; men på den anden side stod den engelske gesants bestemte erklæring om, at Sveriges to allierede ikke vilde erkende hans regerings fine distinktion mellem krigförende og auxiliær magt. En krig med England og Preussen, uden sikkert at kunne göre regning på bestand fra Rusland, var for den dansk-norske stat yderst betænkelig, og hensynet hertil måtte trænge alt andet tilside. Kronprinsen billigede den betragtningsmåde, som prins Karl derved gjorde gældende, og med hans samtykke blev Elliots mæglingstilbud modtaget. Allerede 9 Oktober 1788 sluttedes der en våbenstilstand på otte dage. Prinserne mödtes ved denne lejlighed med Elliot på Båhus, dette i Norges historie navnkundige sted, der nu for sidste gang blev vidne til en
