Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, første Bind (1877).djvu/174

Denne siden er ikke korrekturlest
170
YNGVAR NIELSEN.

Han var ligeledes en mand, der ikke havde noget imod at tale, og som også havde indladt sig på politiske genstande. I sin samtale med Martinau fortalte Mansbach, at han aldeles ikke kunde forstå tidens politik. Om sommeren havde kronprinsen henvendt sig til kongen af Preussen og spurgt, om denne vilde tillade ham at foretage et indfald i Sverige, hvortil han havde fået det svar, at der ikke herfor var noget i vejen, – og nu nogle måneder efter truede Preusserne med et indfald i Holsten. Martinau forklarede dette, som om kongen af Preussen alene havde villet anvende den danske regering som et redskab til at tvinge Gustav III til at opgive sin mangel på beslutsomhed med hensyn til denne nye allianse.

Mansbach havde også i denne samtale udbredt sig meget over Gustav IIIs vægring ved at indkalde en rigsdag – eller i mangel deraf at betale en erstatning af 500,000 rdl. (?) Heri troede Martinau at se et bevis på, at det snak, som man tidligere havde hört om at ville opretholde den svenske nations rettigheder, nu snart måtte være forbi, da man begyndte at tale om penge i stedet for rigsdagen. For övrigt gav Martinau Mansbach det skudsmål, at han iagttog en god orden, medens der blev gjort for meget af at belære indbyggerne om, at man var kommen for at beskytte dem i deres rettigheder. Det stemte ikke synderlig vel overens hermed, at han daglig lod levere 6000 pund bröd af de svenske magasiner, ligesom Martinau også mente, at landet led altfor meget ved leveranser af furage, medens officererne levede à discrétion hos sine verter og cheferne lånte penge. Dette var en egen måde at beskytte nationens rettigheder, og Martinau mente derfor, at det kunde hænde, at denne nation helst vilde foretrække den rettighed selv at forsvare sin ejendom.

På sin rejse havde Martinau også lejlighed til at for-