Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, første Bind (1877).djvu/181

Denne siden er ikke korrekturlest
177
GUSTAV IIIs NORSKE POLITIK.

for, at den svenske konge i den kommende vår vilde angribe Norge til gengæld for angrebet på Båhuslen, var dette et vigtigt hensyn.

Der udspandt sig nu en formelig noteveksel. Under 11 November gjorde Scheel præsident Willemsen fornyet anmodning om at henvende sig til Martinau og underrette denne om, at den danske konsuls udvisning fra Göteborg var en grund mere til den opfordring, som var sendt ham. Efterat Willemsen den fölgende dag havde opfyldt denne, svarede Martinau den trettende i et temmelig langt brev, der var holdt i en meget overlegen tone, idet han gennemgik alle de tre „noter“, som han havde modtaget. Scheel havde i sit förste brev omtalt, at han havde efterretninger såvel fra hoffet, som fra hæren, der godtgjorde, at Martinau optrådte som en slags spion. Hertil svarede nu denne, at hvad hoffet angik, så nærede han for dette den dybeste ærbödighed; men han kunde dog aldrig indrömme, at han havde gjort noget, der kunde udlægges, som om han havde konspireret mod kongen og staten, bestukket folk eller holdt oprörske taler. Tværtimod havde han, som stiftamtmanden vel måtte vide, altid udtalt det, som også var hans faste overbevisning, ligesom hans konges oprigtige önske, at der måtte knyttes en allianse mellem de to hoffer, da man deraf kunde vente sig store fordele. Hvad hæren angik, da havde han en uendelig respekt for den norske bærg men et russisk hjælpekorps kunde derimod ikke under de daværende forhold være helligt for ham. Når endelig stiftamtmanden havde erklæret, at han selv var overbevist om, at Martinau havde overskredet sin bemyndigelse, da var dette en personlig fornærmelse, for hvilken han kunde drage hans excellence til ansvar for domstolene; han appellerede til den offentlige mening i selve byen og var overbevist om, at denne vilde udtale sig imod den