Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, første Bind (1877).djvu/194

Denne siden er ikke korrekturlest
190
YNGVAR NIELSEN.

var, blev der heller ikke i den fölgende tid gjort noget skridt for at skaffe respekt for den engang tagne beslutning, og således blev Martinau i god ro i Kristiania, til trods for, at han gang efter gang var bleven udvist. Gennem gesanten i Köbenhavn[1] modtog han i Januar 1789 en underhånds meddelelse om, at det svenske general-konsulat i Kristiania fremdeles skulde kunne bestå; men nogen formelig tilbagekaldelse af de tidligere, først i stiftamtmandens og siden i kongens eget navn givne pålæg om at fjærne sig fra byen og landet indløb ikke. Hvad der således kunde bevæge regeringen og stiftamtmanden til at overse den fornærmelse, der på denne måde var dem tilföjet, er ikke aldeles klart. Martinau havde sat sin vilje igennem; skönt dette måske mere var foranlediget ved den anden parts eftergivenhed end ved hans egen ihærdighed, så havde han derfor ligefuldt bevidstheden om at have trodset den dansk-norske regering, og dette måtte da igen i den fölgende tid have indflydelse på hans optræden og foröge den selvtillid, hvormed han altid handlede. Denne uheldige forholdsregel havde således ledet til det modsatte af, hvad dermed var tilsigtet. Stiftamtmandens optræden mod Martinau havde, selv om den, hvad der er det rimeligste, har været beregnet på at vise sin overlegenhed ved at ignorere den anden parts trods, kun draget en ydmygelse efter sig, så at det havde været langt bedre, om man aldrig havde indladt sig på noget sådant. Medens Gustav III havde jaget den dansk-norske konsul i Göteborg bort uden videre, uagtet denne neppe var

  1. 13 December 1788 skrev Martinau til kongen, at baron d’Albedyhll havde skrevet til ham, „que sur les ordres de Votre Majesté et sur les dispositions à Copenhague il présumoit, que je quitterai mon poste, cequi seroit très-désagréable.