Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, første Bind (1877).djvu/20

Denne siden er ikke korrekturlest
16
YNGVAR NIELSEN.

og som måtte bestemme det parti, som Danmark matte tage. Hans minister ved hoffet i Köbenhavn havde pålæg om at overlevere denne deklaration til det danske ministerium, og grev Scheffer meddelte den til de fremmede ministre i Stockholm. Denne deklaration var positiv: den var knusende for de rygter, som Danmark havde ladet udsprede, og hvorved kongen var anklaget for at ville angribe Danmark. Ingen kunde tage fejl af, hvilken af de to magter der syntes at udæske den anden. Da imidlertid det påskud, som havde skullet tjene til at retfærdiggöre rustningerne i Norge, havde tabt sin kraft, måtte man opdigte et andet og begyndte med at hviske om, at der kunde befrygtes en opstand i dette rige, og at kongen underhånden pustede til denne. Man protesterede på sit æresord og ved alt, hvad helligt er, at man ikke nogensinde havde bort tale om sådanne sager og heller ikke næret mistanke om, at man kunde finde derpå, fôr de to sidste dage för kongens afrejse, og efterat hans deklaration var bleven offentliggjort. Kongen var derom underrettet, men foragtede et så uretfærdigt rygte. Han forlod Stockholm 7 November og to dage efter Ekolsund, hvorfra han först rejste til Vermland.

Det var meget sörgeligt at måtte bekæmpe rygter, som vare blottede for al sandsynlighed og for al sandhed; men det var dog nödvendigt at undersöge, om der kunde være nogen skygge af rimelighed for, at en sådan plan kunde være udkastet og ledet af svenske agenter, og altså efter kongens bud. I denne anledning anstilledes derefter nogle betragtninger over revolutionen af 19 August, hvorved det havde været Gustav IIIs eneste tanke at udrive Sverige af det trældomsåg, hvorunder det i femti år havde sukket. Hans holdning mod de fremmede magter og navnlig mod Danmark havde efter denne begivenhed været yderst vel-