var andet end et middel, som krigförende magter oftere plejede at anvende imod hinanden. Hertugen af Choiseul havde ladet stikke ild på værfterne i Portsmouth og ödelagt dem i bund og grund, og det engelske ministerium havde forsögt at göre det samme med den franske eskadre i Toulon, men derved ikke opnået andet end at bringe den unge Gordon på skafottet. Det var, mente Martinau, kun et falsk ræsonnement, når sådanne foretagender bleve mere misbilligede end andre sörgelige begivenheder i krigen: Når tyvetusinde mand ligge henkastede på en valplads, da opvække de kun medlidenhed, medens det er uendelig mere menneskeligt at forsöge på at ödelægge disse döde maskiner for at forebygge, at den samme skæbne skal blive levende skabninger til del.“ For övrigt udtalte dog Martinau tilsidst det håb, at det vilde vise sig, at den hele beretning var ligeså usand som den, man den foregående vår havde hört om Gustav IIIs besög i Köbenhavn. Med hensyn til den nyhed fra Stockholm, som indeholdtes i den sidste periode af de håndskrevne aviser, – da antog han det for givet, at den var aldeles usand.
Den næste post bragte ingen nærmere efterretninger om sammenhængen med Benzelstjernas affære, og såvel Kristianienserne i almindelighed som Martinau måtte forelöbig gå med utilfredsstillet nysgærrighed. Först med den derpå fölgende post indlöb der meddelelser, som aldeles utvivlsomt godtgjorde, at der her ikke var nogen misforståelse med i spillet, og senere kom der jævnlig efterretninger om processen mod de to skyldige, hvorom Martinau ikke undlod at holde kongen underrettet ved oversendelse af uddrag og oversættelser af de trykte og håndskrevne aviser, der kom fra Köbenhavn. Disse vrimlede af de vildeste nyheder, dels
