var et sidestykke til en lignende forordning for Danmark af samme dag.[1] Det var i Kristiania först bleven fortalt, at den også skulde finde sin anvendelse på Danmark; men det viste sig snart, at den også skulde gælde for monarkiets övrige dele. Dette kunde under andre forhold let have fremkaldt en misfornöjelse, som kunde være bleven benyttet til fordel for de svenske interesser, eller som ialfald kunde have vakt håb om en sådan mulighed og været udnyttet til allehånde forespejlinger om, at öjeblikket snart var kommet, da misfornöjelsen vilde bryde ud i åben flamme, og da Gustav III kunde tilbyde det norske folk sin mellemkomst for at befri det fra det åg, hvorunder det skulde sukke. Omstændighederne tillode imidlertid ikke denne gang noget sådant, og selv Martinau måtte nöje sig med at indberette til Gustav III, at skatten var bleven pålagt, og at give Benzelstjerna nogle alt andet end kærlige önsker i anledning af hans „forbandede“ påfund. Det var ikke muligt at negte, at stemningen i Norge for öjeblikket var afgjort ugunstig for alle forsög på at påvirke den i svensk interesse; selv Martinau måtte anerkende dette, skönt han deri kun så fölgerne af den snedige politik, som den danske regering skulde have fulgt.
Det var Martinaus opfatning, at man i Köbenhavn havde opdaget, at Normændene havde fået sympatier såvel for Gustav III som for Sverige, og at der i den anledning var organiseret en formelig systematisk bagtalelse imod alt, som svensk var, men fremfor alt mod Gustav III personlig. Dette havde da meget hurtig vist sine virkninger, medens på den anden side til samme tid kronprins Frederiks besög i Norge og de forsög, som han der havde gjort på at vinde Nor-
- ↑ Begge trykte i kvartudgaven af forordningerne for 1789, den norske side 17, den danske s. 13.
