stor henrykkelse takkede „kongen, fordi han havde tilkendegivet ham sit bifald med hans foregående forhold, omtalte han også for denne, at han selv var forberedt på et brud; hvis derfor en post skulde hengå, uden at der kom noget brev fra ham, kunde kongen betragte dette som et tegn på, at krigen var besluttet, så at han derefter kunde træffe sine forholdsregler.
Noget sådant indtraf dog aldeles ikke, hvorimod der om natten mellem 31 Maj og 1 Juni inde i selve Kristianiafjorden forefaldt en affære mellem den svenske fregat „Venus“ og en russisk eskadre, hvilken efter Martinaus mening med lethed fra svensk side kunde anvendes som påskud for et brud. Fregatten, der förte 36 kanoner og havde en besætning af 200 matroser og 100 soldater, var den foregående dag bleven jaget i Kattegat af de russiske skibe, men kom om natten ind i Kristianiafjorden, hvor den omtrent en mil indenfor Larkullen traf en lods fra. Kristiania, som netop havde lodset en brig ud forbi Færder. Han blev under trudsel om at skyde ham i sænk tvungen til at komme ombord for at lodse fregatten ind til Larkullen. Men för den kom såvidt, blev den indhentet af den fiendtlige eskadre, bestående af fire linjeskibe og en brig, som åbnede en heftig ild mod fregatten, hvis chef, efter at have vekslet flere lag med briggen, ikke vilde optage kampen med den overlegne fiende og af den grund fandt det bedst at stryge. Han var da endnu ikke kommen ind til Larkullens havn, men havde omtrent en halv mil fra denne kastet anker på tyve favne vand. Hvis han ikke havde gjort dette, havde der efter lodsens mening ikke været nogen vanskelighed for ham ved at nå havnen.[1] Da træfningen var forefaldt i nærheden af en norsk
- ↑ Lodsens fremstilling af denne begivenhed findes i rigsarkivet (Akershus stift, afdeling I. No. 988.)
