Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, første Bind (1877).djvu/229

Denne siden er ikke korrekturlest
225
GUSTAV IIIs NORSKE POLITIK.

han, at nu kunde man se, at hvad han havde skrevet om Bernt Anker var sandhed.

Disse forskellige, aldeles overensstemmende vidnesbyrd godtgöre, at der i vinteren 1789–1790 virkelig har været meget, der kunde vække betænkelighed hos den danske regering, og at tanken på en oplösning af den gamle forening eller ialfald på en större forandring i det bestående ingenlunde har været aldeles fremmed for de kredse af det norske samfund, hos hvem der kunde tales om en virkelig politisk misfornöjelse. Fra dem kunde igen under visse forudsætninger stödet udgå til at sætte folkets masse i bevægelse, og Martinau havde forsåvidt aldeles ret, når han tillagde disse stemninger betydning og gjorde sin konge opmærksom på, at de kunde udnyttes i hans interesse. Der var virkelig et tændstof tilstede; men dette var rigtignok af en sådan beskaffenhed, at det ikke kunde ventes, at det vilde fænge, medmindre en meget kyndig hånd lagde lunten til. Ti hvor meget end visse dele af det norske folk kunde være grebne af önsket om en forandring, vare dog forholdene i det hele af en sådan beskaffenhed, at de lagde store hindringer i vejen for at udnytte disse stemninger. Den politiske træghed, som boede i nationen og var en naturlig fölge af de foregående århundreders historiske udvikling, og befolkningens spredthed vare herved de mest virksomme momenter til at vanskeliggöre den almene sammenslutning, der var den förste betingelse for enhver politisk omvæltning.

Om alt dette vidste Gustav III intet. Med de rådgivere, som han i dette tilfælde kunde ty til, var heller ikke andet at vente. Han lagde således megen vægt på Martinaus meddelelser om, hvad der var foregået mellem ham og Sehested, og troede, at der nu snart vilde være tid for ham til at træde frem. Det brev, hvori denne samtale refere-