Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, første Bind (1877).djvu/230

Denne siden er ikke korrekturlest
226
YNGVAR NIELSEN.

redes, bærer fölgende egenhændige påtegning af kongen: „Der må pålægges Martinau at vise den störste forsigtighed og på samme tid den mest aktive opmærksomhed for at fölge de begivenheder, som forestå i Norge. Han må undgå enhver ytring, som kan vække mistanke om, at han er i samråd med dem, som tænke på et oprör, og på samme tid forsöge at opmuntre dem ved at lade dem forstå hvor megen indre gæring der er i Danmark, og hvilken uvilje kongerne af Preussen og England nære imod de Danske for alt, som foregik i afvigte år, og fremfor alt for den mangel på ærlighed, som de Danske lægge for dagen i alle sine foretagender. Han må også forhöre sig om prinsen og beskaffenheden af det omtalte krud.“ Det sidste havde hensyn til, hvad Martinau havde berettet om, at der i Norge blev tilvirket en stor masse kanonkrud, som man, efter hvad det hed sig, skulde tænke på at sælge til Tyrkerne, når våren kom, men som Martinau mente, at regeringen muligvis kunde være villig til at overlade Sverige. Han opnåede også senere gennem Haxthausen at få regeringens tilladelse til at köbe et mindre parti af dette krud.[1]

Hvad Martinau i den nærmest påfölgende tid havde at indberette, var ikke svarende til hans begyndelse. Sehested indfandt sig ikke oftere hos ham, og da året var gået, havde Gustav III i grunden ikke fået mere sikkert nyt at vide. Martinau opsamlede alle smuler, men fik dog ikke andet at höre, end at der fremdeles skulde være gæring i Köbenhavn, og at kronprinsen endog skulde have fundet denne i den grad

  1. Haxthausen synes på denne tid i det hele at have stået på en god fod med Martinau. Ved Nytårstid 1790 fortalte han ham, at otte russiske linjeskibe fra Archangelsk vare komne ind til Trondhjem.