kaptejn Sehested og Peder Anker, der nu agtede sig til Köbenhavn for der at spille en politisk rolle.[1] Denne sidste var – efter Martinaus skildring – bleven betagen af ærgærrighed, efter at han fra intet at være var bleven ophöjet til general-krigskommissær; hans derved opnåede rang og uniform, samt hvad han havde seet i de seks uger, hvori han var med i det Båhuslenske felttog, havde sat liv i den indbildskhed, som man i almindelighed tillagde de den gang mest fremtrædende medlemmer af hans familie. Øjemedet med hans rejse har imidlertid – som også Martinau senere var mere villig til at indrömme – nærmest været forretningen der vedkom hans embede som general-vej-intendant. Hvad Scheel selv angik, udtalte nu Martinau megen agtelse for hans karakter, mindre derimod for hans begavelse, og viste sig meget erkendtlig for den måde, hvorpå han var optrådt efter genoprettelsen af det venskabelige forhold mellem dem. Til Scheels eftermand som stiftamtmand udnævntes Frederik Moltke, som den gang var 36 år gammel og tidligere havde beklædt den samme stilling i Kristiansand. Da hans hustru var meget ung, ventede man i deres nye bosted, at hun ikke vilde kunne udfylde en så höj plads på en værdig måde; hvad Moltke selv angik, beskyldte man ham for at være meget ivrig efter at poussere sig selv.[2]
Formodentlig har Martinau ikke havt noget andet kend-
- ↑ Fru Scheel blev i Kristiania til 1 Maj 1790.
- ↑ Oplysninger om Moltke hos L. Daae, Af Johan v. Bülows papirer, hvor der s. 17–112 er trykt en række breve fra ham, og i de af overauditör Ludv. J. F. Moltke meddelte bidrag til gehejmeråd Frederik Moltkes levnetsbeskrivelse, der ere trykte i Dansk historisk tidsskrift, fjerde række, II, 1–128. – Fru Moltke var en datter af jærnverksejer Herman Lövenskiold på Fossum, hvis anden hustru var den Ingeborg Ackeleye, der tilsidst var bleven fru Manderfelt.
