Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, første Bind (1877).djvu/237

Denne siden er ikke korrekturlest
233
GUSTAV IIIs NORSKE POLITIK.

bekendte vidste også at fortælle ham, at Peder Anker havde sagt, at hvis ved et tilfælde kronprinsen var bleven dræbt ved Qvistrum, vilde hæren have erklæret sig uafhængig, og deri troede den ivrige konsul at se et udtryk for den i landet herskende gæring. Denne var atter og atter kommen frem, og en gang måtte den have vokset sig stærk nok til at sprænge de hemmende bånd, som endnu hindrede den. Som en af talsmændene for de misfornöjede betragtede Martinau netop „denne dristige snakker, denne Anker“, der fremdeles opholdt sig i Köbenhavn, hvor han havde „afvekslende spillet rojalist og patriot.“ Efter hvad Martinau havde kunnet opsnappe, var hensigten med dette hans ophold ingen anden end at arbejde for en stor forandring i den norske administration. Han vilde nemlig efter forlydende have de fire stiftamtmænd (i Kristiania, Kristiansand, Bergen og Trondhjem) afskaffede og i deres sted oprette en komité i Kristiania, sammensat af repræsentanter for de fire stifter, hvilke i fællesskab skulde styre landet, og som på én gang kunde varetage de almindelige og de særlige interesser. Martinau mente, at man i Norge ikke var synderlig fornöjet med som hidtil at blive regeret af en stiftamtmand, da man fandt dette ydmygende, medens tanken på en sitdan komité var langt mere tiltalende, især da landets mere fremragende indbyggere selv kunde habe at få plads i en sådan; men han mente tillige, at regeringen aldrig vilde höre på et forslag i denne retning, eg forslagstilleren og hans meningsfæller måtte således finde sig i, at administrationen blev ved det gamle. Hvad fölgen da kunde blive, blev ikke udtalt af Martinau; men når han bagefter taler om sin lyst til at se Peder Anker

    til et sted, hvor han kunde få en mindre streng bevogtning, men at han ikke havde villet indlade sig derpå. For at skræmme ham havde man så genoptaget forhörene over ham.