Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, første Bind (1877).djvu/260

Denne siden er ikke korrekturlest
256
YNGVAR NIELSEN.

han i 1788 havde fået prinsen fra Köbenhavn op til lejren ved Frederikstad, hvor han hurtig havde skudt grev Reventlow, general Huth og general Ahlefeld aldeles tilside, uagtet disse vare sendte med for at passe på kronprinsen og værge ham mod prins Karls indflydelse. Kronprinsens debut var dog ikke faldt meget lovende ud, og hans lærer havde heller ikke havt anledning til at bibringe sig selv nogen större færdighed. För indfaldet i Sverige havde prinsen spillet den svenske konges bedste ven, men dog ikke narret Manderfelt, der vidste, at man omgikkes med ganske andre planer, og at man efter erobringen af Göteborg agtede at marschere lige på Stockholm for der at omstyrte forfatningen og tvinge kongen til at antage en vanærende fred. Intet ringere var lovet den russiske kejserinde. De norske emissærer i Sverige (der underholdtes af de 400,000 rdl. i korruptions-kassen!) lovede det bedste udfald; men man glemte at medtage i denne beregning den omstændighed, at Gustav III endnu var i live. Da han havde krydset Hesserens planer, sagde denne, efter hvad Manderfelt påstod at have fuld vished for, til en af sine fortrolige: „Jeg har altid troet, at to evige magter stredes om herredömmet over verden, – en god og en ond, og at usynlige ånder fra den ene eller den anden altid ere nærværende ved menneskernes handlinger, medens disse kun ere deres redskaber. Således er jeg overbevist om, at kongen af Sverige i dette öjeblik har modtaget en stor hærskare af onde ånder, hvilke have tvunget de gode, som stedse ere med os, til at vige dem pladsen. På nogen anden måde kan jeg ikke forklare dette fænomen.“ Krigens uheldige gang bragte prinsen megen skam. Han, der nylig var hele Norges orakel, var nu i den grad forhadt, at han gjorde meget klogt i ikke mere at vise sig i dette land, hvor man ikke lettelig vilde tilgive ham den måde, hvorpå