Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, første Bind (1877).djvu/270

Denne siden er ikke korrekturlest
266
YNGVAR NIELSEN.

hvorpå han har givet mig utvivlsomme beviser.“ Det var i et brev af 17 Marts 1790, hvori Armfelt på denne möde udtalte sig om den person, som Gustav den III havde givet ham til medarbejder i det ham nu overdragne hverv. Han i besvarede med det samme kongens bemærkninger i brevet af 14 Marts i fölgende ord: „De bemærkninger, som Deres majestæt har gjort med hensyn til udförelsen af mine planer, ere aldeles beföjede. Jeg tör således forsikre Deres majestæt, at intet i verden kan formå at bringe mig til at gentage herr Benzelstjernas slet arrangerede optrin.

Samme dag skrev Gustav III tilbage til Armfelt et svar på dennes næstforegående brev. Der var mellem begge den fuldstændigste enighed i opfatningen af forholdene således, som de for öjeblikket stillede sig. Kongen bifaldt den afventende og forsigtige fremgangsmåde, som Armfelt havde valgt, og udtalte som sit önske, at muligheden i Norge nok kunde vedblive, men at man matte undgå ethvert oprör, indtil den tid kom, da man i Sverige var kommen i tilstrækkelig ro til at kunne optræde. Mere behövedes ikke for det förste for at binde den danske regerings hænder og hindre den fra at forurolige Svenskerne. Om Manderfelt, hvem han fremdeles kun gav navnet Ingmann, og som han nu antog måtte være kommen til Karlstad, udtalte han sig på fölgende måde: „Tag Dem vel iagt! han er mere fin og en större slyngel, end man tror; men man kan have fordel af ham.“ Om det såkaldte oprör på Röros nærede Gustav den III store forestillinger og mente, at bjergboere altid vare de vanskeligste at bringe til ro, da omtrent alting kunde tjene dem til forsvar!

I et senere brev, dateret Borgå af 3 April, udtalte på ny Gustav III sin enighed i Armfelts opfatning af den politiske stilling og af de forholdsregler, som nu burde gribes. Hvad „den omhandlede herre“ angik, mente han nu, at