Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, første Bind (1877).djvu/298

Denne siden er ikke korrekturlest
294
YNGVAR NIELSEN.

eller mistanke, som de havde mærket, at Martinau en gang havde fattet. Moltke havde også mærket, at denne var bleven mere urolig, end han allerede var i forvejen, da der kom breve fra Frederikstad til Mansbach og ham selv om transporter og friskyds.[1]

Imidlertid havde Martinaus beretninger til Sverige også gjort sin virkning. Efterat Gustav IIIs anden udenlandsreise i dette år var bleven opgiven af forskellige hensyn, havde han så meget bedre .anledning til at beskæftige sig med mere nærliggende spörgsmål, og her var da fremdeles Norges erhvervelse et af de vigtigste. Derfor var det også for ham af ikke ringe betydning, om han kunde fremstille forholdet, som om han var den angrebne eller den, som altid truedes af en urolig nabos erobrings-lyster. Han greb derfor straks Martinaus oplysninger med glæde og sendte först kaptejn Adlersparre som kurer til Norge for at få nærmere rede på forholdet. Dennes ankomst vakte megen opsigt i Kristiania, da man let kunde forstå, at valget af en sådan person til kurer måtte være foranlediget af vægtige hensyn. Martinau gjorde Adlersparre bekendt med forskellige af byens förste mænd, og det synes endog, som om denne siden så berömte mand har været indbuden i enkelte selskaber under sit korte ophold i Kristiania. Ialfald var han i to middagsselskaber hos Martinau. I det förste af disse udbragte værten en skål for sin gæsts lykkelige ankomst. Da det imidlertid ansåes for sikkert, at dennes besög skyldtes alt andet end venskabelige hensigter, blev dette lagt general-konsulen til last. I det andet selskab skulde han på samme måde drikke på Adlersparres lykkelige afrejse; men da tjeneren skulde byde pokalen omkring, leverede han den först til stiftamt-

  1. L. Daae, Af von Bülows papirer, s. 72–77.