traktat med sin gamle fiende, kejserinden af Rusland. Der
gik imidlertid rygter om, at angrebet på Norge skulde ske,
når våren kom.
Denne Gustav IIIs i en vis grad forandrede holdning kan også tildels forklare det omslag, der efter Oktober måned foregik med Martinau. Fra nu af var der ikke mere tale i hans rapporter om forsvars- eller angrebs-rustninger. I det sted dvælede han atter igen mest ved stemningen i Kristiania, som om han vilde udfinde ethvert træk, der syntes at være gunstigt for hans fædrelands interesser. Selskabet hos köbmand Dybwad er allerede omtalt i det foregående. I November skrev han hjem, at Kristianias håndverkere vare misfornöjede over en nylig udfærdiget kongelig bestemmelse, hvorefter for fremtiden alle beklædnings- og udrustnings-genstande, der behövedes ved den norske hær, skulde tages fra Köbenhavn. Samtidig fortalte han om et oprör mellem tugthusfangerne, som dog var bleven kuet, forinden det havde lykkets forbryderne at slippe ud af fængslet; han fandt det nödvendigt at tilföje, at publikum ikke havde taget nogen del deri. Martinau havde på samme tid troet at fortælle fra Köbenhavn om den hengivenhed, man viste for prinsesse Louise Augusta, og den uvilje, som herskede mod den hessiske familie, hvori han så et bevis for, hvad der var sagt, at Danmark vilde få det förste stöd af den fra Frankrige udgående elektriske gnist. Sandsynligvis har han troet, at dette stöd vilde forplante sig videre til Norge og der foranledige begivenheder, som kunde påskynde erobringen. Men da vidste han ikke, at Gustav III nu mindre end nogensinde var tilböjelig til at lade sig hjælpe af en bevægelse, som var en affödning af den franske revolution. Netop i denne höst traf han selv i sin egen hovedstad bestemmelser, der vidnede om hans frygt for den revolutionære smitte. Så
