hold kunde foranledige et fredsbrud, var der intet at frygte efter de anstalter, som vare trufne i Norge, forinden de svenske tropper vare satte i bevægelse.
Den skildring, som dette brev giver af forholdene, og de slutninger, som dets forfatter derefter har draget, ere vistnok i det hele taget meget korrekte. Det giver derhos også enkelte oplysninger, som ikke stemme med det, som kongen vilde have frem for at stille sin egen handlemåde i et så fordelagtigt lys som muligt. Men det viser tillige, at man udpå hösten fra svensk side må have opgivet de tidligere nærede forhåbninger om, at det norske folks misfornöjelse skulde være så kraftig, at den kunde sprænge den bestående forening og åbne udsigt til en ny forbindelse mellem Norge og Sverige. Vanskelighederne vare også nu meget store, og den russiske regerings tilnærmelse til hoffet i Köbenhavn måtte i denne henseende for Sverige være den stærkeste opfordring til at vise forsigtighed i sin optræden og ikke indlade sig på en politik, der kunde sætte rigets egen sikkerhed i den alvorligste fare. Således döde for denne gang alle praktiske foreningsplaner hen; men den tanke, som en gang havde foresvævet Gustav III, var ikke dermed opgivet, idet han kun ventede på en mere belejlig tid for atter at optage den.
I de fölgende år vare forholdene meget forandrede, og Gustav III afholdt sig også med megen klogskab fra alle skridt, der kunde indgive de fremmede regeringer nogen mistanke om hans hensigter. Den politiske stilling foranledigede endog en tilnærmelse mellem Sverige, Danmark-Norge og Rusland, der ledede til den bevæbnede neutralitet
