og havde lagt sig tor Köbenhavn, – enten dette vilde være blevet en forlöber for begivenhederne i 1801 eller for 1807[1].
Hvad Norge angik, havde dette land heller ikke været ladt ude af sigte, og navnlig havde flere svenske officerer, af hvilke enkeltes inkognito var bleven röbet, berejst forskellige egne som spejdere eller opviglere. En mand, som nu for förste gang findes omtalt som svensk spion i Norge, var den bekendte eventyrer Ingmann-Manderfelt, der igen synes at have stået i forbindelse med en vis, i Vermeland bosat Lösbom eller Lösborg (revisionssekretær H. af Låstbom), som var chef tor spejdervæsenet på denne kant. Manderfelt, som dog allerede tidligere må være kommen til landet, var fra nu af en höjt betroet person i den stab at spejdere og agitatorer, som Gustav III anså det nödvendigt at holde, tor at fölge og påvirke stemningen i Norge, og han har også ved sin færd opnået en vis navnkundighed.
Uagtet de politiske forhold også denne gang havde forhindret Gustav III fra at iverksætte sin plan om at erhverve Norge, vedblev den i den fölgende tid at beskæftige hans fyrige indbildningskraft og danne grundlaget tor mange fantasier. Snart drömte han således om muligheden af at kunne opnå et landebytte ved fredelige underhandlinger, således at han fik Norge, medens Danmark skulde få erstatning på en eller anden, ikke nærmere angiven måde, snart sysselsatte han sig med tanken på en ny palatsrevolution i Danmark, der skulde rive regeringens töjler ud af kronprinsens hænder for at overdrage dem til Juliane Marie, som på den måde
- ↑ I Norge var der i slutningen af 1784 udbredt et rygte om, at Gustav III selv skulde have været i Norge inkognito og der gjort forgæves forsög på at skaffe sig adgang til Akershus og Fredriksten. L. Daae, Af Geheimeraad Johan von Bülows Papirer, s. 163.
