Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, første Bind (1877).djvu/58

Denne siden er ikke korrekturlest
54
YNGVAR NIELSEN.

derefter i Kristiania, hvor han optrådte som en ivrig Normand, idet han måske på den måde har håbet at kunne bringe udenforstående i vildrede med hensyn til den stilling, som han i virkeligheden indtog. Da han efter sit giftermål i ökonomisk henseende var uafhængig, har han neppe modtaget nogen godtgörelse for de tjenester, som han i denne tid har troet at bevise de svenske interesser, men har sandsynligvis kun tænkt derved at indlægge sig „meriter“ for senere at komme i betragtning til en diplomatisk post, da han i dette punkt havde vidtgående planer for sin fremtid. Det må således allerede have været ham en skuffelse, at han ikke fik general-konsulatet i Kristiania, der virkelig var en diplomatisk post; men han skjulte sin ærgrelse og håbede, at fremtiden vilde bringe ham noget bedre i erstatning. Selv forlod han kort efter Kristiania og begav sig til Köbenhavn, hvor han efter evne stræbte at göre sig værdig til Gustav IIIs tillid, for, om muligt, at blive svensk minister ved det danske hof, en post, hvortil han dog ved sit skandalöse giftermål måtte ansees umulig

Den person, der blev Manderfelts lykkelige medbejler til det nye general-konsulat, var Johan Chrysostomus Martinau, en sön af kong Frederiks frisör (f. i Stockholm 25 Januar 1735), der i sin ungdom först havde været læge i Frankrige (chirurgien major) og fra 1762 kgl. svensk hofmedicus. Hos Gustav III, der i 1782 udnævnte ham til sin förste livkirurg, må han have nydt en stor tillid, hvilket også nu skaffede ham denne post, der for övrigt var vidt forskellig fra de stillinger, som han tidligere havde beklædt[1]. Hvilke egenskaber hos Martinau det var, der netop bestemte

  1. Joh. Fredr. Sacklén, Sveriges läkare-historia. 1, 394 flg.