fölger, end at to fogder ere blevne afsatte. Hr. Scheel, hr. etatsråd Colbjörnsen og den yngre Falsen, overhofrets-assessor, alle bosatte i Kristiania, vare medlemmer af denne kommission. Jeg håber med tiden fra dem at kunne erholde nogle interessante enkeltheder.
Ved tilbagekomsten toge disse insurgenter det parti i ro at afvente virkningen af sine forestillinger; men af hensyn til sin förers sikkerhed, som de vidste var mistænkt ved hoffet, bestemte de sig for, at tolv af dem daglig skulde våge over hans person. I virkeligheden fremkaldte hensynet til de store talenter, som man troede at have opdaget hos ham, en beslutning om at bemægtige sig hans person, og hodet udstedte også hemmelige ordrer i overensstemmelse dermed. Denne ulykkelige förer, som altfor tillidsfuld havde betroet sin person til en falsk ven, en vis kaptejn Hammer, fandt sig således pludselig overfaldt med to andre mænd, der vare udstillede for at hjælpe ham, men som nu bandt hans hænder med snore, forhindrede ham fra at skrige og med voldsomhed kastede ham i en båd. Hans vagt opdagede meget snart forræderiet, og en mængde bönder satte sig straks langs med strandbredden i besiddelse af alt, som kunde flyde på vandet; men tiltrods for den hurtighed, som de udviklede for at indhente voldsmændene, lykkedes det dog disse at aflevere sit bytte i Frederiksværn og unddrage sig for döden, ti hvis de vare blevne tagne, vare de blevne druknede med det samme. To sådanne voldsomheder, forövede fra begge sider, i forbindelse med Lofthus’s frihed, havde sikkerlig fremkaldt begivenheder af störste vigtighed. Medens bönderne forlangte sin förers udlevering, blev han under god bevogtning og uden deres vidende bragt til Akershus, en fæstning, der ligger lige ved Kristiania. Flere bönder begave sig derhen tiltrods for afstanden og
