Martinau erkendte i sin her benyttede fremstilling af de
norske forhold, at disse klager kunde være berettigede, men
var dog mest tilböjelig til at tro, at de vare overdrevne,
idet regeringens holdning lige over for dens norske undersåtter
nærmest bar præget af en svaghed, der hos de höjerestående
klasser fremkaldte ligegyldighed, hos de lavere. töjleslöshed.
Han antog, at denne svaghed snart vilde træde for
dagen i Lofthus’s sag, da man aldrig vilde vove at overlade
ham til lovens straf, „quoiqu’il soit grevé d’un forfait atroce,
en menagant de passer avse tous les siens sous la domination
du roi de Suède“, – et rygte, for hvis pålidelighed
Martinau dog ikke vilde stå inde. Videre omtalte han, at
de fire stiftamtmænd og obersterne (regimenternes chefer)
altid vare Danske, hvilket dog opvejedes derigennem, at
flere Normænd havde opnået de höjeste poster i Danmark,
ligesom der ikke vistes nogen partikshed ved besættelsen af
de underordnede embeder. Med hensyn til kronprinsen vare
meningerne meget delte. Medens nogle tillagde ham de
mest ophöjede egenskaber, troede andre hos ham at kunne
bemærke forbud på en forvirring i hjærnen. I en ting vare
dog alle enige, nemlig i at bebrejde ham hans forkærlighed for
militæret, der bragte ham til at forglemme andre sager af
den störste vigtighed. Dette havde dog ingen indflydelse på
de militære i Norge, som aldeles ikke havde nogen overvægt,
men altid syntes at ligge under for civil-staten eg den höjere
borgerstand. For övrigt var der her i social henseende en
almindelig lighed og meget liden luxus, undtagen ved bordet,
hvor det stedse gik overflödigt til, fornemlig med drik. Landets
hær skulde tælle 24,000 mand, fordelte i 13 regimenter
infanteri, 4 regimenter dragoner, et artilleri-korps og et ingeniör-korps;
arsenalerne skulde være i den bedste stand.
Denne lange rapport endte med en opregning af den norske hovedstads mest fremtrædende personligheder, ledsage
