anmodet om et anbefalingsbrev til baron Sprengtporten, havde Martinau ikke troet at kunne negte ham det, så meget mindre som han havde troet at bemærke, at kongen nu var tilböjelig til at vise mildhed „pour ce coupable“, der altså ved at fortsætte med at vise god opförsel kunde finde fuldkommen nåde, hvorhos det jo var af interesse, at han vandt sin sag, idet han da en dag kunde bringe sin hustrus formue til Sverige. Den sag, hvorom det for öjeblikket drejede sig, var nemlig – hvad forövrigt Martinau ikke oplyste – processen med grev Danneskiolds bo, som först var behandlet af en særskilt kommission og derpå af overhofretten, som ved en i Februar 1787 afgiven dom havde tilkendt Manderfelt en större sum. Af den måde, hvorpå Martinau her omtaler denne æventyrer, må det synes, som om han aldeles ikke kan have havt nogen bestemt vished, måske ikke engang anelse om det forhold, hvori Manderfelt da allerede længe havde stået til Gustav III. Det er jo også ganske rimeligt, at denne har plejet at holde sine forskellige agenter så meget som muligt i uvidenhed om den stilling, som de andre indtoge, og om den tillid, som kongen nærede til dem. Manderfelt har måske selv gjort tjeneste som den, der skulde bevogte Martinaus skridt, og når det netop på denne tid heder sig, at man i Stockholm fik interessante nyheder fra Norge, hvorom general-konsulen ikke havde sendt nogen underretning[1], da er det meget sandsynligt, at disse netop kom fra Manderfelt. Rimeligvis har denne derved lagt en vel stor vægt på det interessante og derved gået sandheden for nær, måske i håbet om, at han kunde göre sin lykkeligere rival mistænkelig og såle-
- ↑ Smlgn. det ovenfor s. 76 i noten anförte brev af 3 November 1787, hvori Martinau selv hentyder til, at han var forberedt på at blive mistænkt for ikke at udfolde en tilstrækkelig iver på sin post.
