og kronprinsen samtidig bestige Norge. En sådan rejse havde, som i det foregående er omtalt, allerede tidligere været på bane og var nu endelig bleven bestemt. Det var vistnok også i virkeligheden det bedste middel til at modarbejde de svenske agitationer i Norge, om hvilke man i Köbenhavn ikke vel kunde være i uvidenhed, og den misfornöjelse med fædrelandets politiske stilling, som ligeledes begyndte at ytre sig lidt mere höjlydt end tidligere. Den forandrede holdning, som Gustav III havde forsögt at indtage om hösten 1787, kunde i denne henseende ikke tillægges nogen synderlig betydning, idet der i den ikke lå nogen sikkerhed for, at han også i fremtiden vilde vise en lignende villighed til at opgive sine gamle erobringstanker, og kronprinsens rejse vedblev derfor lige fuldt at være bestemt. Det var en demonstration for at knytte Normændene fastere til kongehuset, af hvilken der var al grund til at vente det heldigste udfald, og til at opgive den var der således nu ikke mere grund end för. Medens således de to skandinaviske regeringer endnu ikke havde vundet frem til faste udgangspunkter for sin fremtidige politik, og dels skuffede sig selv, dels hverandre indbyrdes, vedblev den fyrstelige rejse til Norge at være den store begivenhed, hvorom den almindelige opmærksomhed, navnlig i det land, som besöget skulde gælde, grupperede sig, og som imödesåes med stor spænding.
Selvfölgelig var der under disse omstændigheder ingen, hvem rejsen mere måtte interessere, end Sveriges diplomatiske agent i Norge, og den afgav også et velkomment stof for hans brede pen. Allerede i et brev af 5 Januar 1788 var Martinau inde på dette interessante emne, idet han meddelte et rygte om, at der påtænktes en formæling mellem kronprinsen og en preussisk prinsesse. En sådan plan, skrev han, tiltalte meget landets magnater, som ikke önskede at se
