det kan kun undskyldes med den fjerne Beliggenhed og Vanskeligheden ved at finde paalidelige Embedsmænd til at sende derop. „Der har icke værit Kircker for vores Lapper til denne Tid“, skriver Isak Olsen (1718). Disses Tilstand maa efter ham have været værre, jo længer Syd man kom i de Landsdele, hvor de færdedes. „Tilforn“ – siger han – „var det ligesaa galt og lige det samme som ved Throndhjem i alle Ting, men paa Skatte Mændene haffde de Mandtal og de som [de] oppebare Rettighed af. Til denne Tid ved Throndhjem har slet ingen kjæret sig om Finne Lapperne. – – – Enten Præster eller andre, de siuntes at have sit Brød foruden dem“. – – – „Dend svenske Lappmarken er kommen i sin Orden og Skick, men hos os er der intet noget giordt ved hende til denne Tiid“. – – – „Eftersom hand [Svensken] har bemægtiget sig alle Ting icke alleniste i dend Svenske Lappe Marcken, men endogsaa i dend Norske Lappe Marcken, saa vi maae have hannem som et Exempel og efter Siund at rette oss effter, om vi ville giøre noget godt imod de arme Stacklers Lapper“. – – – „Dog Svensken har giort vel imod Lapperne, da ingen anden vilde tage sig det an, saa at hand har nu bringet de fleste og meste Lapper til den christelige Forsamling endog det hedniske er icke endnu alt udødt“. Man maa nu ikke tænke sig, at Finmarkens Prester, der samtlige boede ved Kysten og paa Øerne, ikke havde Forpligtelser (officielle) ligeoverfor Fjeldfinnerne. Det fremgaar af den „Underretning om Nordlandene“,[1] hvoraf ovenstaaende Citater er tagne, at Presterne engang imellem har været oppe hos Fjeld-
- ↑ dat. Kbhvn. 27 Novbr. 1718. Kall’ske Saml. fol. 228 (Afskrift i Rigsarkivet).
