end Egilssagas Beretninger om Lendermænd hos de ældre Fylkeskonger; vigtigere er det, at værdigheden ikke findes i noget af de fra Norge bebyggede Lande, som dog repræsenterer Fortsættelse af de politiske Forhold før Harald Haarfagres Erobring: i Nordengland og paa Orknøerne finde vi Rangklasserne Jarl og Hold (Odelsbonde), i Irland Jarl, men aldrig Herse, og selv paa Island undgaaes dette Navn og Høvdingeværdigheden knyttes til Gode-titelen.
Det vil af det foregaaende sees, at de fleste Vidnesbyrd taler for, at Hersen i Harald Haarfagres og hans Efterfølgeres Tid har havt Befalingen paa Kongens Vegne over et Fylke. Deraf vil følge, at Antallet af Herser til enhver Tid har været meget mere indskrænket, end Snorre antog; et Tal som c. 30 vil omtrent slaa til, og maaske er ogsaa dette for høit ansat, da de Fylker, som styredes af Jarler, vel ikke regelmæssig tillige havde Herser. Det er derfor meget forstaaeligt, at man fra Harald Haarfagres og hans sønners Tid kjender meget faa Herseætter i Norge, og at dette Forhold ogsaa gjentager sig i den følgende Tidsalder. Den mest omtalte Begivenhed fra denne er Kampen mod Jomsvikingerne; de forskjellige Berettere har under Skildringen af denne søgt at opregne Haakon Jarls mærkeligste Høvdinger; men selv den Beretning, som nævner flest, naar dog ikke til et høiere Tal end 15 (Jomsvikingasaga), medens Fagrskinna kun kjender 9 og Snorre endog blot 6 Lendermænd eller Herser. Det er naturligvis ikke min Mening, at nogen af disse Beretninger skulde være fuldt historisk, men de er dog af Betydning for at vise, at Sagnene stadig har havt for Øie mindre Tal, end man skulde vente efter Snorres System.
