været der, nemlig 1696, 1700 og 1705. Det første af disse Aar gjennemrejste han hele Landet og kom først hjem i Oktbr. I 1700 kunde han for stormende vejr ikke komme længer end til Kjelvig, og 1705, da Sommeren var sørgelig, ikke længer end til „yderst udi Tromsøen“. Efter denne Rejse var det, at Biskopen indgav sit Bønskrift, hvori han skildrer Finnernes bedrøvelige Tilstand, fortæller, at alle Forsøg paa at „gjøre noget godt til deres Salighed“ er strandede paa „Mangel af Middel til at underholde dem, som kunde undervise dem“. Han beder derfor Kongen, at han vil anordne Midler, hvormed nogle „informatores“ kunde underholdes. Det heder længere nede i samme Bønskrift, at man maatte arbejde paa – – – „at de kunde vænnes ved folks omgiængelse til arbejd og kunst, og ikke alleene i freds-tider være Kongen og fædrelandet til tjeneste, som mand af nogle faa exempler kand see, at de, som har været opfostrede af Nordske folk, ere villige og hændige til alle slags gerninger, men endog udi Krigstider som gode Skyttere og Skiiløbere være som et lidet giærde eller een forvagt for landet, naar de vare ved Gudstjeneste nærmere incorporerede med os, at de ikke skulde ellers henfalde til de Finner, som ere Østen for fjeld-ryggen, hvor vore Naboer Svensken haver for nogle Aar i stoer Mængde opbyggt Finne- og Lappekirker og opholder Præsterne rundelig, hvorved E. K. M. Undersaatter efterhaanden derhen trækkes og stabileris“.
Dette Bønskrift af 12 Decbr. 1705 kan ikke have naaet frem før ved Juletid, og allerede i Januar 1706 blev Povel Resens Udsendelse besluttet. Hans Pas blev
