738). Gift c. 1140 med Enkedronning Ingerid, Kong Inges Moder. Ottar var ikke „lendbaaren“, skjældes af Kong Sigurd Magnussøn for „hinn herfiligsti kotkarlsson“ (Hskr. 68813), men var dog „bóndason“ (Hskr. 6881). Søn: Alv rode (No. 43).
27. Ogmund svipte, Lm. i Throndhjem a. 1139 (Hskr. 732).
28. Vilhjalm skinnare, Lm. paa Haalogaland, dræbt 1138 (Hskr. 732).
29. Vidkunn Jonssøn i Bjarkø, Lm. før 1103, levede endnu 1138 (Hskr. 730). Søn: Erling (No. 60).
Vistnok kan vi ikke med absolut sikkerhed sige, at alle disse levede samtidig, men til Gjengjæld kan det antages, at der endnu levede nogle af de ældre Lendermænd; det tør saaledes være noksaa sandsynligt, at ved Aarene 1135–40 Antallet neppe har været under, snarere over 20. Dette er vel neppe heller i den følgende urolige Tid formindsket; snarere synes de indbyrdes Krige mellem Konger og Kongsemner at maatte have krævet stadig større militær Udvikling, og i Følge dermed, at hver Landsdel fik militære Besætninger, hvis Førere blev udnævnte til Lendermænd. Herpaa tyder ogsaa en Efterretning, bevaret i Lovene. Gulathingslovens § 3, der er vedtagen paa Rigsmødet i Bergen 1164, fastsætter, at medens Lagthinget holdtes i Gula, skulde 8 Lendermænd være hjemme for at vaage over Retssikkerheden – 2 i Egdafylke, 2 i Rygjafylke, 1 i Søndhordland, 1 i Sygnafylke,[1] 1 i Firdafylke, 1 paa Søndmøre –, medens „alle øvrige“ skulde indfinde sig paa Thinget. Dermed synes det givet, at Gulathingslagen ved 1164 havde flere end 8 Lendermænd, eller ialfald at Lovgiverne satte Normaltallet høiere. Da de to sydligste Fylker beholder to Lendermænd hjemme, medens
- ↑ „1 for Sygnafylke“ mangler i vort Haandskrift, men findes i Afskriften i „Kong Sverres“ Kristenret.
