give sig og sin til Skotland arveberettigede Datter i hans Vold. Dette nyttede lidet, thi Datteren døde som bekjendt i Oktober 1290; dog skaffede Forbindelsen med Edvard Erik i 1292 noget af hans Tilgodehavende, men ikke saa meget, som der tilkom ham, og fra 1293 var Erik derfor misfornøiet med Kong Edvard og hans skotske Vasal John Balliol. Intet Under derfor, at han henvendte sig til dennes Konkurrent, Robert Bruce, og i 1293 ægtede dennes sønnedatter Isabella; ogsaa dette Ægteskab[1] var aabenbart først og fremst myntet paa at skaffe Penge, hvilket kan sluttes af Forhandlingerne om Hertug Haakons Ægteskab. Endnu længere fjærnede Kong Erik sig fra sin tidligere Politik, da Krig udbrød mellem Kong Edvard og den franske Konge i 1294. Den franske Kong Philip har Vaaren 1295 havt Gesandter i Norge, og som Følge heraf sendte Kong Erik i Juni 1295 Audun Hugleikssøn med udstrakte Fuldmagter til Frankrige; Audun sluttede her en Traktat mellem Norge og Frankrige, som visselig maatte slaa enhver Iagttager med Forbauselse, hvis man ikke ogsaa som Motiv her gjenfandt de hjemlige Finansforlegenheder. Audun lovede (22 Oktbr. 1295) paa sin Konges og Norges Vegne at stille til den franske Konges Disposition i Krigen mod England 200 Galeier og 100 store Skibe, forsynede med Vaaben og Levnetsmidler for 4 Maaneder om Aaret, samt 50,000 udvalgte Krigsmænd mod aarlige Subsidier af 30,000 Pund Sterling. Audun maatte vide, at disse Løfter vare umulige at opfylde: hele
- ↑ At dette Ægteskab er istandbragt af Audun Hugleikssøn, siges af Torfæus og af Suhm, men da disses Kilde kun er Lyschanders Grønlands Chronica, kan denne Beretning ikke tages for god, saa meget mindre som Mag. Peter Algotssøn i 1292 og 1293 var norsk Gesandt i Skotland.
