i Naustdal“ med. Det Nye hos Munch er imidlertid hans dristige Kombination af Auduns Sag med den falske Margretes:[1] han tænker sig, at Audun efter sin Fængsling i 1299 blev frigiven paa Æresord, men misbrugte denne Frihed til at smede Rænker sammen med et misfornøiet Stormandsparti, at han har begunstiget eller endog fremkaldt den falske Margretes Optræden som Kronprætendent og, da Bedrageriet blev opdaget, er falden med hende eller kort efter hende. Men disse Kombinationer have ikke blot ikke nogen støtte i Kilderne: vi kan ikke paavise nogensomhelst selvstændig Handling af Audun i Aarene 1299–1302, som kunde vise, at han i disse Aar har været paa fri Fod, og, hvad værre er, vi maa absolut benægte Tilværelsen af et mod Haakon fiendtligt Stormandsparti, thi dette maatte dog søges blandt Rigets Baroner, men alle Kong Eriks Baroner deltage i Rigsstyrelsen under Kong Haakon;[2] den Omstændighed, at den tidligere Kansler, den urolige Bjarne Lodenssøn, blev fængslet i 1302 og en Stund holdt i Fængsel i Ragnhildholm (ved Konghelle), kan ikke benyttes til af ham og Audun at skabe et Stormandsparti, thi da Bjarne kort efter blev frigivet og endog forfremmet til Baron, kan han ikke have deltaget i nogen Sammensværgelse mod Kongen. Desuden er Støttepunktet for Munchs Kombination, at Auduns og den falske Margretes Henrettelse fulgte lige efter hinanden i Løbet af Vintermaanederne 1301–2, urigtigt: den falske Margrete blev brændt i 1301 (Vaar eller Sommer, se nedenfor), medens Audun først blev henrettet 2den
Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, fjerde Bind (1884).djvu/226
Denne siden er ikke korrekturlest
