Da denne Kirke aldrig .blev færdig, har den ikke været viet til St. Magnus. Men den til Magnus viede Kirke kan heller ikke, som Schrøter mente, have været den ældre Kirke paa Kirkebø, thi denne var, som sees af et Brev fra 1320 fra Biskop Signar til Biskopen i Bergen, en Mariakirke.[1] Det islandske Sagn, der vel ikke er saa ganske historisk, hører saaledes ialfald ikke hjemme paa Kirkebø; og til Færøerne er det neppe naaet før i 19de Aarhundrede, da Sagaen ikke blev trykt før end 1820.
5. Det Vers, som en af Schrøters Sognemænd reciterede om de 3 ældste Biskoper, lyder saa:
Af goðari grund
segði hann Guðmundar lund;
men kalður sum ís
gav hann Mattísi prís,
tí ikke vildi Róji
tala um harm logið.
Allerede Versets Art viser, at dette Rim ikke er „bevaret fra Oldtiden“; det kan ogsaa sikkert dateres som yngre end Lucas Debes, thi i den gamle Liste over Færøernes Biskoper er de 3 første Navne: Gudmund, Mathæus, Roe; men denne Række gjengives af Peder Claussøn: Gudmund, Mathias, Krol, af Lucas Debes: Gudmund, Mattis, Krol, idet han dog gjør opmærksom paa, at Krol er den samme som Sagaens Hroe; først Debes har saaledes den Bisperække, som Verset forudsætter.
Af disse Oplysninger fremgaar paa den ene Side, at Sagnet om Bispestolen er modernt og stærkt paavirket af den trykte Litteratur om Færøerne, paa den anden Side,
- ↑ DN. VII, 90: ecclesia beate virginis in Kirkiubœ.
