forlængst var bleven kjed af Presternes Befatning med Bergverkerne, gjorde alt muligt for at lette ham Adkomsten.[1] Paa samme Tid skulde der ogsaa tilbyde sig en Anledning for Fogden til at kaste et Dække over den Maade, hvorpaa han var trængt ind paa andres Enemærker.
Da det lakkede mod Høsten 1658, brød Krigen med Sverige ud paany. Den stridslystne Carl X Gustav havde i de sex Maaneder, som var forløbne siden Fredsslutningen i Roeskilde, foretaget store Rustninger, og denne Gang gik som bekjendt hans Planer ud paa intet mindre end at sammensmelte de tre nordiske Riger til en Stat. Fra dansk-norsk Side havde man vistnok ogsaa efter fattig Leilighed i al Hemmelighed truffet Anstalter til at være forberedte i Tilfælde af, at Striden maatte gjenoptages, men paa et seierrigt Udfald af denne vovede ingen at haabe.
Hvorledes den afgjørende Kamp udfægtedes udenfor Kjøbenhavns Mure, og hvorledes Kongens Kjækhed og Borgernes Fædrelandssind afværgede den overmodige Fiende, er et af de bedst belyste Partier af den dansk-norske Historie, men hører ikke med her. For os samler Interessen sig derimod om det sekundære Forsvar – Tilbageerobringen af Throndhjems Len. Afstaaelsen af denne Provins havde nys over det hele Land været følt som „et
- ↑ „Og var at ønske, at endel prester vilde engang aflade og ophøre ved de nye opkomne Bergverker her i Landet ydermere Strid og Uenighed at begynde, efterdi alt saadant intet uden den fattige gemene Bonde, som vel ellers mere kunde opljuse og aabenbare, saare forvilder og alle formuende Bergelskende ganske afskrækker ……“ – (Oberbergamtets Forestilling til Kongen, dat. Christiania 27de August 1660).
