Hug i Norges Hjerte“, som det største politiske Misgreb, den dansk-norske Stat kunde gjøre næst det at opgive sig selv ganske og aldeles. – Men denne Stemning veg snart for det Had, som Fiendens Vilkaarlighed i at fortolke Fredstraktatens Bestemmelser avlede. Det voxede ved Rygterne om, hvorledes Mænd i tusindvis reves bort fra Hustru og Børn for at slagtes af Muskoviterne paa fjerne Valpladse,[1] hvorledes Skatterne inddreves med ubønhørlig Strenghed, og hvorledes agtede Øvrighedspersoner blev fortrængte af sine Stillinger. Til alt dette kom den lidet trøstelige Udsigt, at den samme Skjæbne lidt efter lidt vilde ramme det hele Land.
Det var derfor intet Under, at det Opraab, som Statholderen, Nils Trolle, og Generallieutenant Jørgen Bjelke udstedte til det hele Folk, til de forskjellige Stænder og til hver enkelt Provinds, fandt dyb Anklang overalt. Med en Offervillighed, som vistnok har faa Sidestykker i vor Historie, opbød Rige og Fattige i Landet sine yderste Kræfter for at skaffe tilveie, hvad der udfordredes til de nødlidende Troppers Udrustning og Underholdning. Blandt Bønderne i Gudbrandsdalen og Bergenhus Len, som stod nærmest for Tur til at komme under Svenskens Vælde, vaktes der en almindelig Reisning.[2] Paa det førstnævnte Sted kappedes de to Rivaler, Fogden Jørgen Philipssøn og Provsten Iver Pederssøn Adolphus, om at opmande Dølerne til at tage Del i den forestaaende Kamp. Det lykkedes dem virkelig at faa Almuen samlet om den store Fosterlandstanke, og med det smukke Exempel for Øie, som deres Fædre havde givet for 46 Aar siden, fremsøgte
