Bedste. Er noget særdeles af en 17aars Herre, men spaar os en treffelig Regent.
Frederik V. spiste undertiden hos de fremmede Ministre og lod sig Vinene smage godt. Engang havde han spist hos den keiserlige, Grev Lichtenstein, og taget saa meget til sig, at han ravende gik nedad Trappen. Lichtenstein havde en sort Lakei, som, da han saa dette, sagde i sin Uskyldighed: „Ach, der König ist besoffen.“ Kongen, som hørte det, svarede ligesaa naiv: „Nein, mein Sohn, wir sind nicht besoffen, wir haben nur ein Bisschen zu viel getrunken.“
En Student, fortælles der, kom engang til Struensee for at bede ham skaffe sig et Præstekald. Struensee, som kjendte Personen og yndede ham, forsøgte at raade ham fra denne Vei, sagde, at han var skikket til noget bedre end at præke dumt Tøi, og aabnede ham andre Udsigter. Studenten syntes dog bedst om at faa et Præstekald og svarede: „Mundus vult decipi, decipiatur ergo.“ Dette Svar behagede Struensee saa vel, at han gav ham Kaldet.
Geheimeraad Carstens sagde til adskillige af sine Venner, at det fortrød ham inderligt, at han havde underskrevet Struensees og Brandts Dom. Schack Rathlou, endskjønt han først blev kaldet herover fra Jylland, efterat Caroline Mathilde var bragt til Helsingør, blev ogsaa siden meget melancholsk og bebreidede sig selv den Deel, han havde i de Begivenheder, som fulgte umiddelbar derpaa. Havde man vidst, at Carol. Math. vilde dø saa hastig, var vel idetmindste Brandt bleven pardonneret. Da
