lærer-Seminariet paa Blaagaard, hvor Lærerne Riber og Clausen selv gave Tonen an. Det gik saa vidt, at selv ved Arithmetiken neppe nævnedes en fransk Kjøbmand som Exempel paa Kjøbende eller Sælgende, uden at der jo blev sat til i Parenthese: en god Patriot.
Professorerne Riisbrigb og Jacob Baden havde i Aaret 1803 faaet deres Dimission fra Universitetet for Skrøbeligheds Skyld. Imidlertid ankom Tiden, da Prof. Wøldike (som ellers havde et meget slet Rygte paa sig for at gjøre Alt for Penge) skulde nedlægge sit Dekanat, og nu paastode begge de Dimitterede at ville (hver i sin Orden) være Decani, uagtet de ikke længere havde Functioner ved Universitetet. Hertugen fandt den Ting meget absurd, som den ogsaa var, og forlangte Consistoriums Erklæring derover. Dette erklærede sig stærkt for Riisbrigh og Baden – man tør vel ikke sige uden alt Hensyn paa sig selv –, men Hertugen sendte hele Sagen tilligemed sin egen Erklæring til Cancelliet, hvilket deciderte i Faveur af Hertugens Mening, og hine Ex-Professorer bleve altsaa udelukte fra Decanatet, dog saa, at en anden skulde forrette deres partes.
Det er bekjendt, at Tyge Rothe skrev et besynderlig affecteret Sprog. Luxdorph sagde ganske vittigt: „Rothe skriver virkelig et smukt Sprog; dersom han blev oversat, skulde jeg tilforladelig læse ham.“ En Lieutenant i Artilleriet kaldte ham Stedholder i Skydelegemet, en Cancelliraad Sprinkelraad, Landsoldater hjemmegjorte Landsknegte o. s. v.
