beretning og en græsk Krønike har troet at maatte skyde Haralds Ankomst tilbage til Keiser Romanos’s Tid – 1032 eller 1033 –, maa dette saaledes nu opgives. Harald kan ikke være kommet til Konstantinopel før (tidligst) Sommeren 1034, og hvis man presser Ordene stærkt, skulde det synes, som om allerede Toget til Sicilien (1038) var begyndt. Dette tror jeg dog, efter hvad ovenfor er antydet, er urigtigt og tør derfor her kun sætte Haralds Ankomst til mellem Sommeren 1034 og Høsten 1039.
3. Harald og Væringerne. Harald „førte med sig en Flok af 500 tapre Mænd“. Dette stemmer ganske med Kongesagaerne: efter Snorre havde han med „en stor Skare Mænd (mikil sveit manna), efter Noregs konungatal: en stor Flok af Nordmænd (mikit lið Norðmanna), hvilket kommer ud paa det samme; derimod har den vidtløftigere Saga glemt dette og synes at lade ham komme alene. Efter Nikulitzas fulgte denne Skare ham under hans hele Ophold i de græske Farvand; ogsaa heri stemme Sagaerne, kun med den Forskjel, at Harald efter Snorre efterhaanden blev „Høvding over alle Væringer“, hvilket tydeligt er en Overdrivelse. I det hele taler Nikulitzas ikke om noget Væringekorps“, hvori Harald skulde være indtraadt; det kan altsaa sluttes, at der da endnu ikke existerede noget fast Korps af Væringer, men at de ankommende Væringer sluttede sig sammen i større eller mindre Afdelinger, som knyttedes løst til de opererende Hære.
I Forbindelse hermed maa det betones, at Nikulitzas, ligesom overhovedet de græske Forfattere fra 11te Aarhundrede, skjelner mellem Russer og Væringer, saa at Munchs Hypothese om, at Harald og hans Væringer i
