ogsaa Kong Sven sluttede sig nær til Adalbert, blev det en politisk Nødvendighed for Kong Harald at løsrive sit Rige fra Bremen. I Begyndelsen sendte han sine Biskopsemner direkte til Rom for at vies, men dels blev de nyviede Biskoper fangne paa Hjemveien af Bremer-Erkebiskopen, dels udvirkede denne Pavens Erkjendelse for, at Bremen herskede ogsaa over den norske Kirke. Denne Vei blev saaledes lukket for Harald, som imidlertid skaffede sig nye Biskoper indviede i England eller Frankrige og, da Adalberts Gesandter foreholdt ham hans Pligter ligeoverfor Bremen, svarede med den ganske byzantinske Udtalelse: „Jeg ved ikke, hvem der er Erkebiskop og Hersker her i Norge undtagen jeg, Harald“ (se nescire quis sit archiepiscopus aut potens in Norvegia, nisi solus Haroldus). Senere ser man af det Brev, Pave Alexander II c. 1062 skrev til Kong Harald, at denne foruden Biskoper, viede i England eller Frankrige, ogsaa havde Biskoper, der ikke vare viede (d. e. ikke viede paa romersk Vis). Man har vistnok med Rette sammenstillet det med de Efterretninger, vi har fra denne Tid fra Island, at der optraadte tre armeniske Biskoper (Peter, Abraham og Stefan), og med en Paragraf i Graagaas, der forudsætter græske eller armeniske Biskoper i Virksomhed paa Island; og efter en Antydning af P. A. Munch[1] har A. D. Jørgensen nærmere udviklet dette derhen, at Harald i sin Iver for at skaffe sig en kirkelig Støtte har knyttet sig til de fra Armenien udgaaede kjætterske Bevægelser.[2] Snarere skulde jeg dog tro, at disse Biskoper virkelig har været græske, men at den katholske Geist-
Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, fjerde Bind (1884).djvu/378
Denne siden er ikke korrekturlest
