øvelse. De fik ei alene Lov til at holde egen privat Gudstjeneste, men kunde ogsaa, naar deres Fordringer vare beskedne, bygge egne Kirker. Der blev heller ikke fra Peters Side gjort noget Forsøg paa at omvende de Fremmede til den græske Religion, ja han skal endog have betragtet saadanne Overgange med Misbilligelse.[1] Derimod fastholdtes med stor Bestemthed, at lutherske, reformerte og catholske Præster, som kom til Rusland, strengt maatte afholde sig fra ethvert Forsøg paa at gjøre nogen af den „orthodoxe“ Kirkes Bekjendere til Proselyter, og en tydsk Præst, som overtraadte dette Forbud, fik i 1728 en alvorlig Tilrettevisning. Kun Muhammedanere synes det at have staaet de fremmede Geistlige frit for at omvende til sin egen Lære.[2]
Allerede ved Petersburgs Anlæg var der mellem den nye Hovedstads Beboere adskillige Lutheranere. Af Hensyn til dem bevægedes Cruys til under sit ovenfor omtalte Ophold i Holland i 1704 til at se sig om efter en Præst. Han fandt en saadan, Wilhelm Tolle fra Göttingen, der blev den første Prædikant ved den nystiftede St. Petri lutherske Menighed. Selv blev Cruys Menighedens Patron og det ei blot i Navnet. Gudstjenesten holdtes i Begyndelsen i Viceadmiralens eget Hus,[3] der laa ved Neva i
- ↑ „Da en vis fornem Officier blev Generalmajor i hans Tjeneste og for videre at insinuere sig lod sig døbe paa Russisk, da skal Keiseren have sendt ham sin Afsked med disse Ord: Vilde han ei blive Gud tro i den Religion, hvori han var opdraget, saa kunde Keiseren ikke heller vente, at han vilde være ham tro i hans Tjeneste, hvorpaa han maatte strax forføie sig ud af Riget“. P. v. Havens Reise udi Rusland, S. 65.
- ↑ Otto Eichelmann, Die rechtliche Ordnung des internationalen bürgerlichen Verkehrs Russlands im 18 Jahrh. seit Peter I (i Russische Revue, hg. v. C. Rottger, XII (1878), S. 227).
- ↑ Dette Hus nævnes af Weber i „Das veränderte Russland“ som et af Petersburgs anseligste.
