de fornemste Embedsmænd i Admiralitetscollegiet,[1] og ved hans Begravelse havde han den Ære at bære Kongeriget Astrachans Krone.[2] Han var Ridder af St. Andreas-Ordenen. Wilsters Anseelse har dog heller ikke i Rusland været varig. „Han var ikke meget renommeret“, skriver v. Haven.[3] Som vi skulle høre, opførte han sig stadig som sit Fædrelands Avindsmand.
Admiral Wilster, der var gift to Gange, først med en Hollænderinde, derpaa med en dansk Borgermesterenke af en Familie Fog, havde to Sønner, begge, ligesom Faderen, russiske Søofficierer. Men desforuden gik ikke mindre end tre af hans Brodersønner i russisk Tjeneste og skulle siden nævnes blandt Landkrigerne.[4] Vi have altsaa her Exempel paa en hel militær Udvandrerfamilie.
Den bekjendte danskfødte Biskop i Throndhjem Erik Bredal († 1672) blev Stamfader til en talrig og tildels ikke umærkelig Efterslægt i Norge. Blandt hans Sønner var den ene, Anders († 1691), Sogneprest til det dengang meget betydelige Veø Prestegjeld i Romsdalen og en Mand i gode Formuesomstændigheder.[5] Han var Fader til en talrig Børneflok, af hvilken ikke mindre end tre Sønner kom til at udvandre og det hver til sit Land. En drog nemlig til England, hvor han skal være bleven „Gouverneur“, en anden blev Kjøbmand i Gøteborg, og en tredie, Peter Bredal, den næstældste i Rækken og
- ↑ Bergmann, Peter der Grosse etc., VI, S. 123.
- ↑ Weber, Das veränderte Russland, II, S. 208.
- ↑ Nye og forbedrede Efterretninger om det russiske Rige, I, S. 417.
- ↑ Stamtavle i J. Chr. Bergs Saml. i Rigsarchivet. Fra en anden af Admiralens Brødre nedstammer Digteren, Homers og Euripides’s heldige Oversætter, Christian Wilster. Admiralens Enke levede 1746 med en Søn i Danmark, se Hübertz, Aktstykker vedk. Aarhus, III, S. 348.
- ↑ Norske Samlinger, II, S. 474.
