Østerrige i Aarene 1736–1739, og i hvilken Münnich anførte den russiske Landhær og vandt sine største Laurbær, endskjønt Freden i Belgrad ikke bragte tilsvarende Fordele. Efterat denne store Feltherre i 1736 havde gjenerobret det siden 1711 atter tyrkiske Asow, kunde Rusland paany skabe sig en Flaade paa det Asowske Hav, hvor engang Cruys havde udfoldet sin ærefulde Virksomhed, og nu blev Bredal, der imidlertid var bleven Contre-Admiral, denne Flaades Øverstbefalende. For anden Gang kom altsaa en Nordmand til at optræde som Høistcommanderende i disse fjerne Farvande. Krigen, under hvilken Bredal snart forfremmedes til Viceadmirals Værdighed, var dog væsentligen Landkrig, og den nye Flaades Bedrifter derfor ikke mange. Engang blev den i 1738 ødelagt ved Storm, da den skulde føre Proviant fra Asow til Kaffa.[1] Under Krigen maatte Bredal ogsaa gjøre Reiser til Petersburg for at modtage Instructioner af Regjeringen, ved hvilke Leiligheder han modtog store Gaver af Keiserinde Anna. Ved et af Bredals Sammenstød med Tyrkerne i det samme Aar hændte det, at disse sendte en Parlamentair til ham, der var Svensk af Fødsel, og at den norsk-russiske og den svensk-tyrkiske Kriger talte sammen i sine nordiske Sprog.
- ↑ E. Herrmann, Geschichte des Russischen Staats, IV S. 590 og samme Forfatters Beitrage zur Gesch. d. Russ. Reichs, Lpz. 1843, S. 151. E. Pontoppidan (Gesta et Vestigia Danorum, III. p. 491) omtaler Bredals Bedrifter, idet han dog gjør sig skyldig i en Unøiagtighed i Henseende til deres Skueplads, paa følgende Maade: „Fortunatius res cessit Sivertsenio ac Wilstero nec non (quo haud parum nobis gloriari licent cive) domino Bredalino, hodie superstiti, utpote qui in novissimo advarsus Portam Ottomanicam bello adornatae ad Astracan Classi Russicae summo cum imperio gloriose praefuit.“ Synderlig nok omtaler Pontoppidan ikke Cruys med et Ord.
