Dette fremkaldte en mærkelig Fornyelse af den Indstrømning til Rusland, som havde fundet Sted i Aarhundredets Begyndelse, skjønt den nye Bevægelse dog i væsentlige Henseender fik en anden Character. For det første var det nu langt færre end før, der for bestandig forbleve i den russiske Tjeneste, og for det andet var det militære Væsen i det uhyre Keiserdømme nu saaledes udviklet, at selv det største militære Geni ikke lettelig vilde have kunnet spille en saadan Rolle, som engang en Cruys eller Sivers.
I Begyndelsen af Catharina II’s Regjering raadede Stemninger, hvortil hun som den, hvis Herredømme skyldtes en Usurpation, var nødt til at tage Hensyn. Hendes myrdede Ægteherre havde fornærmet Russerne ved at tilsidesætte dem for Tydskerne, og Reactionen viste sig nu imod alle Udlændinge i Almindelighed. „Ligesom i 1741, saaledes truede ogsaa i 1762 en siciliansk Vesper de Fremmede.“[1] Det er vistnok utvivlsomt, at den Ukase, som den nye Keiserinde udgav nogen Tid efter (1764), hvorved bestemtes, at herefter kun Lieutenanter og Cornetter skulde kunne ansættes med sin fra en fremmed Armee medbragte Rang, medens nyankomne Stabs- og Overofficierer skulde sættes en Grad under deres tidligere Grad.[2] Dette var dog en Bestemmelse, hvorfra der naarsomhelst kunde gjøres Undtagelser, og disse have vist
