mere end sandsynligt, at endnu i Begyndelsen af det nittende Aarhundrede ikke ganske faa af de gamle Tvillingrigers fødte Undersaatter, forsvundne fra Hjemmet og forglemte i dette, have reddet sig fra Livets Skibbrud ved i lave Stillinger at tjene Selvherskeren over alle Russer. Oberst Nicolai Tidemand (f. 1766 † 1828) meddeler i sine Erindringer, at der i hans Tid gaves en stor Del Officierer i den dansk-norske Hær, der under fortvivlede økonomiske Forhold „greb til Udveie og Handlinger, hvorover denne Ærens Stand maatte rødme, og som bedre havde passet i et Stokhusselskab end i et Officierskorps.“ „Man undsaa sig,“ fortsætter Tidemand, „for at straffe de begaaede Nederdrægtigheder efter Lovene, fordi den høieste Autoritet formodentlig følte, at den selv havde givet den unge Feilende Valget mellem Hunger og Forbrydelse. Derfor blev straffen gjerne indskrænket til Afsked og 100 Rdlr. i Reisepenge. Mange af disse Ulykkelige opnaaede Underofficiersposter i Rusland og oprettede en der ukjendt Ungdomsfeil, andre eventyrede omkring i den vide Verden for at fortsætte paa den ulykkelige Vei, som var bleven dem anvist af deres Fædrelands egen Forvaltning. Nogle bleve efter Ophold i fremmede Lande atter tagne til Naade.“[1] Endnu i 1815, da Tidemand opgav den danske Tjeneste for at vende tilbage til sit Fødeland Norge, men ikke fandt Forholdene der ganske efter Ønske, tænkte han selv paa, som en mulig Udvei,
- ↑ Oberst N. Tidemands Optegnelser, udg. af C. J. Anker, S. 24. Adskillige Exempler paa saadanne forlorne Sønner forekomme paa Listen over Munkholmens Fanger i Skill.-Magazin for 1843 (ved B. Moe) og i Historisk Arkiv 1881, II, S. 117–124.
burg „for at ledsage den russiske Flaade i de danske Farvande“, men strax hjemsendtes, se Thaarup, Fædrelandsk Nekrolog, S. 374.
