bod til kongen og dobbelt erstatning til ejeren. I Chr. IV. L. 56 er boden sat til 4 mark. – Ifølge M. L. VII. 17 skulde den, der stjal jærnet af anden mands plog eller ard, give tredobbelt erstatning erlægge avindsbod til ejeren og bøde 2 mark til kongen. Dette er altså ikke betraktet som egentlikt tyveri, men mere som en ondskabsfuld skadetilføjelse; at stjæle plogredskab eller sæletøj betraktedes derimod som hvinske; tyven skulde give ejeren tredobbelt erstatning og siden altid hede hvinn. Chr. IV. L. 15 sætter boden for at tage jærnet af anden mands plog til 4 mark og siger om den, der stjæler redskaber eller sæletøj, at han bliver tyv derfor.
Ulovlig at åvirke i anden mands skov eller slå anden mands eng eller skjære anden mands ager betraktedes ikke som tyveri, men som ulovlig brug af jorden og bødedes med landnam, hvorom nedenfor, se G. L. 91; F. L. XIII. 11, 17 og 23; M. L. VII. 18, 21 og 24.
Den bestjålne tilkom naturligvis altid fuld erstatning af tyven. – Efter G. L. 260 skulde han have tredobbelt erstatning, og efter Håkon Håkonssøns Rb. 1260, F. L. Indl. 22, og M. L. IX. 7 erstatning og fuld ret. Efter F. L. XIV. 12 og M. L. IX. 2 havde den, som greb tyven, ret til at beholde alt det gods, denne førte med sig, og som ikke nogen anden tilhjemlede sig.
II. Ved Ran (rán, at ræna) forstodes enhver retsstridig åbenlys tilegnelse af andres formuesgjenstande, uden hensyn til disses art, og uden at besiddelsesstanden kom i betraktning. Derunder henhørte således på den ene side også røveri, og på den anden side selvtækt og modvillig retsfornæktelse, selv om gjenstanden ikke var nogen legemlig ting.
De ældste love skjelner mellem 3 arter af ran. Den
