man ikke tilkommer“. Men G. L. 35 og 37 sætter i almindelighed 12 øres bod for næktelse af at betale vitterlig gjæld eller at efterkomme dom; men for næktelse af at „fæste dom“ (for ikke-vitterlig gjæld), – altså af overhovedet at indlade sig på rettergang, – sætter samme lovsted, jfr. 268, en bod af 6 ører for hver fruktesløs opfordring, eller ialt 18 ører, og samme bod er i B. R. 104 sat for ikke at efterkomme domme, halft til domhaveren og halft til kongen.
Foruden ransboden til kongen måtte den fornærmede naturligvis have sin ejendom tilbage eller erstatning derfor. I tilfælde af selvtækt havde derhos efter Frostatingsloven og Bjarkøretten den skyldige tapt sin sag i realiteten; hvorimod G. L. 34 udtrykkelig forbeholder ham hans ret efter lovlig omgang. I tilfælde af brud på lovfæstning måtte efter G. L. 91 og F. L. XIII. 15, 23 o. fl. foruden ransboden bødes dobbelt landnam. Den, som ikke vilde betale vitterlig eller ved dom stadfæstet gjæld, måtte erlægge beløbet med det dobbelte. – Derhos måtte vistnok overalt, hvor et positivt angreb på modpartens person eller gods havde fundet sted, bødes dennes fulde personlige ret.
Den nyere lov (jfr. Håkon Håkonssøns Rb. 1260, F. L. Indl. 23[1]) udslettede forskjellen mellem håndran og simpelt ran og belægger dem begge med den almindelige ransbod af mark (d. e. tredjedelen af 12 ører) til kongen, se M. L. VII. 43, hvor imidlertid texten ikke er sikker, idet enkelte håndskrifter i dette lovsted, der ligefrem er
- ↑ Ef maðr rænir menn fé sínu eða föngum, þá taki sá fé sitt með vitnum, er ræntr var, ok kostnað sinn svá mikinn, sem han kostar eptirferð sína, ok 12 aura í rétt sinn, en konungr taki slíkan ránbaug, sem áðr er í lögum mælt.
